Grønland 2002 - Arctic Circle Race - Verdens hårdeste skiløb

Her er min steddatter Helle Bosselmanns egen beretning fra Arctic Circle Race 2002. Helle blev som jeg ynder at sige det, nr. 1 ud af alle tilmeldte kvinder fra Danmark. Bedriften var at gennemføre 162 km skiløb over tre dage under ekstreme betingelser. Læs selv beretningen.

Bagest er det Helle Bosselmann på vej op af en af et utal af bakker på den 162 km lange Arctic Circle Race i 2002, der blev gennemført på tre dage.

1 Løbsdag

Jeg vågner før vækkeuret ringer og mærker straks sommerfuglene baske. Jeg har ventet på dagen i et års tid. Skiene står ordnede ude på trappen, taskerne næsten pakket, nu skal der spises en masse morgenmad. Selv Thomas vågner uden ur, et kort blik på hinanden afslører, at vi begge er nervøse. Vi pakker bagage taskerne færdig og sætter kurs mod Race Office. Max 15 kg skal afleveres inden klokken 8. Tilbage i huset har Dorthe, som altid, brygget kaffe. Müslien vokser i munden, men fornuften afgør at tvangs spisning er løsningen. Varmer vand til thermokanden, den er tung. Men jeg tør ikke stole på plasticdunken fra Netto, som er foret med et stykke ligge underlag. Et lag uldundertøj, en ekstra skiundertrøje. Det tynde vindsæt, de tre løbsnumre og 12 sikkerhedsnåle. Deltager nr 120 er parat.

Startskud
Skiarenaen myldrer af liv. Skolebørn og børnehave er påudflugt til startområdet. De større elver har fået fri og møder selv op. Deltagere med rygsække og officials i røde dragter fylder selve startområdet. Vi registrerer os til start. Løbsnr og rygsæk tjekkes og vi lukkes ind i startområdet. Her blander vi os med de andre deltagere. De seriøse som varmer op og afprøver skiene. De glade amatører, som har for travlt med at snakke og dele stemningen.

Michael Binzer, en af de to hovedarrangører, tænder mikrofonen. Giver os de sidste instruktioner om dagens vejr og rute og ønsker os alle god tur. Giver ordet videre til byens borgmester, som holder startpistolen i den ene hånd. Efter en tale på både engelsk, dansk og grønlandsk lyder det 10, 9, 8,,, BRAG Ski, stave og løbere der falder dem. Nu sker det, wow.

Sporet ud i landskabet er midlertidig blokeret. Ruten er lagt tilbage op over en bakke og ned i et stejlt sving til ære for publikum. De er stimlet sammen omkring hjørnet og bliver belønnet med styrtende skiløbere i massevis. Nogen klarer styrtet selv, langt de fleste falder over nogen der ligger ned i forvejen. Jeg nøjes med at falde på vej op ad bakken, ude af syne for publikum -og forhåbentlig også kameraer. 7 timer og 51minutters kamp. Nu ligger sporet åbent ud i landskabet, forsvinder op ad bjerget i horisonten. Vi kæmper om plads i sporet, men der går ikke lang tid, før det virker som om alle andre flyve forbi i en fart jeg ikke kommer i nærheden af.
Sporet fører op, op og op. Bagglid, skien smutter, jeg hænger i staven. Benene syrer.

Hvad sker der her? Beslutter mig for at smører om, tiden går. Per Munch fra Politiken dukker op, han ser vist hurtigt panikken og begynder at snakke.Kan det tænkes at sponsorer, journalister, tv-hold, skader og sygdom. At jeg ikke skulle kunne klare det, er ikke en eksisterende mulighed. Så manglende energi fra start skaber panik. Per snakker videre, jeg kobler mig på og kæmper videre. Vi når til skiliften. Åh nej, ikke en gang 7km er løbet. Over 50 endnu.

Morderbakke 1
Jeg graver efter positive tanker imens sporet forsætter opad i forskellige stigningsgrader. Får kæmet mig op på toppen af Morderbakke 1, som arrangørerne kalder den.
Her kommer min fordel, jeg kan køre ned ad bakke og overhaler flere deltagere som tager skiene af og går ned. Kameraholdet venter og filmer styrt. Jeg fortæller at jeg er udmattet, men erklærer glad at jeg ikke følte mig i livsfare på Morderbakken. Michael Binzer, som interwiede, træder et skridt tilbage og griner.

Jeg er ikke nede endnu! Men klarer heldigvis frisag, selvom jeg kan mærke kameraet stikke i nakken hele vejen.
Så forsætter kampen ud til campen, 26 km mærket og en drikkepost er nået. Dette er muligheden for at opgive. Nøjes med en ½ ACR? Men da en officials siger, jeg ser træt ud og spørg om jeg er sikker på at kunne forsætte, er det provokation nok. Sluger nogle kopper varm energidrik, forsøger at få chokoladen ned og er på vej ud i landskabet igen.

Morderbakke 2 venter og der skal kravles op først. En umulighed som lykkedes. Glade, heppende officials venter ved drikkeposten. Mere at drikke, opmuntringer, smil. Ved hver eneste post alle tre dage holder de humøret oppe. Jeg er lige imponeret hver gang, jeg er ikke ligefrem den første der passerer. Jeg har fået selskab af en amerikaner, Rick, og en dansker, Hanne, som hjælper med at holde humøret oppe. De snakker mig op ad bakkerne. Men da det et par kilometer før mål går ned ad bakke, kan jeg ikke stå for fristelsen. Jeg stikker af og løber alene over målstregen. Meget, meget træt, temmelig forundret over hvordan jeg nogensinde fik slæbt mig selv så langt, på så lidt energi. Restituering i campen.

Min bagage er tryllet frem af de ventende officials. Jeg slæber den ind i tørreteltet og skifter til varmt tøj. Løbstøjet hænges til tørre i det lange telt med varmeblæsere under loftet. Det tager tid for mine ben går i krampe når jeg forsøger at få snørebåndende bundet op. Thomas har haft masser af tid til at finde vores telt, der venter soveposer og liggeunderlag. Jeg finder fryssetørret mad, energidrik, chokolade og nødder frem.

Spisetid
Madteltet har to lange borde ude i siderne og ved de fleste er folk godt i gang med at opfylde energi depoter. Der er en hyggelig stemning og dagens vandrehistorier kører omkring bordene.

Dagens vandrehistorie
Den bedste står Jonas fra Dk for. Han faldt og slog skulderen af led. To tililende sygeplejerske gav ham en gang morfin og forsøgte at hive den på plads. Det lykkedes ikke, så alternativet var retur til skadestuen i Sisimiut. Men Jonas bad i stedet en fører af en hundeslæde, som var stoppet op, om at gøre et forsøg. I første forsøg røg han halvvejs ned af båren, men i andet svuppede skulderen på plads. Tilbage på skiene fuldførte han dagens distance.

Dagens dumhed.
Tager jeg selv æren for. Lige inden sengetid glemmer jeg, at jeg netop har fyldt min dunk med kogende vand og forsøger at drikke en stor mundfuld. Mindre end 5 sek. tager det før, min gane hænger ned i en vabel, 2 minutter efter er der kun trævler tilbage.F...

Nat i naturen

Hver nat slog hele feltet lejr og sov i små telte i en camp

I soveposen kan jeg ikke falde i søvn for dunkende smerter. Jeg kommer i tanke om en aloe vera læbebalsam jeg har liggende et sted.. Roder mig frem til den og får smurt et tykt lag hvid creme i ganen og på tungen.




Åben mund og savlende
Det virker og jeg falder i søvn med åben mund, letsavlende, for jeg vil helst ikke sluge cremen. To gange i løbet af natten vågner jeg med fyldt blære. Sneen fyger mod teltssiden og vinden får den til at blafre. -jeg gør det ikke, jeg går ikke der ud. Tænker jeg trodsigt, men der er jo ikke rigtig noget valg. Mine lunger piber som en 60 årig storrygers, så jeg prøver at huske astmamedicinen til i morgen.

2 Løbsdag

Vågner igen før vækkeuret. Det er let overskyet og blæser endnu, men vejrudsigten lover opklaring. Lidt over to timer til start. Mine lunger lyder som en 60 årig storrygers, det kan astmamedicinen forhåbentlig klare. I mellemtiden skal der smøres ski, spises morgenmad og løbstøjet hentes i tørreteltet. Jeg når det hele, næsten, er på vej til toiletskuret, da jeg hører 10, 9, 8, ,, fra startområdet. -Ups.
Springer op på skiene og afsted efter feltet.

Dagens strategi
46 km, 23 ud til vendepunktet. 23km kan man altid klare, og så skal jeg jo bare hjem. Optimismen er tilbage.

Skiene glider godt. Dagens smøre-strategi er at kopiere de gode løbere med 8 lag Blå Extra. Er alene i det hvide landskab, en hundeslæde passerer. Det ville være rart, hvis de kendte ens navn og heppede lidt. To sekunder senere lyder det: "Hej Helle", Iben sidder på næste slæde og vinker.

Efter 15-16 km møder jeg forreste løber på vej tilbage. Efterhånden følger feltet, det bliver en hyggelig dag, som går med at hilse på folk, jeg kender. - Kun to bakker endnu! - Kun 2km! - Skiene glider bedre efter vendepunktet!
Det sidste glæder jeg mig til, for efterhånden sidder de nærmest fast i sneen. På vendepunktet hugger jeg chokolade i mig.

Jeg har udviklet en teknik som går ud på at knuse chokoladen i store bidder og skylle den ned med energidrik, som en håndfuld piller. Klistret chokolade i ganen er ikke lige mig. Kigger efter et sted at gå afsides alene, men får at vide, at jeg kan finde et toilet inde i skuret. - Okay!To blus med gryder fulde af energidrik og en blikspand med en skraldepose. Toilettet!

Tilbage på skiene går det strygende. Pausen har desværre givet ro til et par vabler, som er vokset frem på mine hæle. Jeg glemte vist at tage indersokken på.

Dorthe værstmor ved målstregen

Møder vores værtsmor Dorthe på kontrolposten undervejs. Sætter farten op de sidste 5 km. Møder Thomas som er gået død, men efter lidt snak stikker han af. Prøver at nå ham inden målstregen, men kører over den 2 minutter senere i tiden 5t30min.
Førstehjælpsteltet
Jeg kravler i noget varmt tøj, smider skistøvlerne og tager et par varme sokker med ned i bageste del af tørreteltet, hvor førstehjælps afdelingen ligger. Et sæt sprungne, væskende vabler venter, da jeg får sokkerne af. En sød læge lapper mig sammen og ser mig bekymret i øjnene.

-Hvordan er dit syn?
Til min forbavselse opdager jeg, at jeg har tågesyn. Jeg har været for træt til at undre mig over det. Han giver mig besked på at komme igen, hvis de begynder at gøre ondt.
I madteltet møder jeg en deltager med klap for det ene øje. Der er andre, som ikke har haft solbrillerne tæt nok på ansigtet.

Ester Brohus giver en lille koncert i madteltet som forsmag på mandagens galla-fest. Udenfor er der hundepisk-konkurrence og snescooter-hop oppe på bjergsiden.

I massageteltet tager en af de frivillige massører sig af min ømme lænd, snakken går, det kan jo være man kan fåhende til at forsætte lidt længere. Kravler ind teltet efter endnu en hyggelig aften omkring bordet i madteltet.

Helle fortalte aldrig om det lokale spabad blev brugt

Søvnløs nat
Natten er lang, hostende, og i -20 C må jeg igen kravle ud af teltet flere gange. Min ene øreprop er væk, så jeg vågner af hundenes hylen ved 5-tiden. Jeg fryser i soveposen og er sulten, heldigvis har Thomas sørget for et lager af nødder og chokolade i hovedenden.

3 Løbsdag
57 km, to Morderbakker, men jeg er på vej hjem. Strategien er at slappe af på skiene, jeg skal bare overleve dagen for at have gennemført ACR 2002! Jeg vil gå op ad bakkerne, ingen idé i både at skulle slæbe skien og foden op af sneen for hvert skridt. Om jeg så bliver allersidst og kravler hele vejen, så vil jeg i mål.

De væskende vabler har opløst det meste af plasterets klister, så jeg får tapet et nyt sæt på. Efter at have afleveret bagagetasker, ønsker vi alle hinanden god tur og venter på startskuddet.

Den største del af feltet forsvinder hurtigt. Efter 500m fortæller en skærende smerte at tapeningen har forladt vablerne og roder rundt i støvlerne. Det er der ikke rigtig noget at gøre ved.

På vej op ad første Morderbakke henter min amerikanske ven, Rick, mig. Vi følges op, mig uden ski, men med masser af energi. Jeg nyder den fantastiske udsigt. Nynner mig op ad bakken, It´s been a haaard days -pust- niiight -støn- la la la.

Langt flere støvleaftryk end traktorspor afslører, at de fleste har valgt samme strategi. Stikker af fra Rick og de nærmeste konkurrenter som går ned fra toppen. Tilbage mod camp´en får jeg for alvor øjnene op for den smukke natur. På søen bevæger jeg mig gennem en labyrint af kæmpe blålige isblokke, som er presset op gennem overfladen. Krydser dybe sprækker og kan høre skruningerne i isen under mig.
I camp´en venter lægen, men jeg har det fint. Fylder depoterne op, snakker. Smør skiene på ny, de 6 lag Blå holdt ikke til nedfarten af Morderbakken.

Den smukkeste dag i mit liv
Er atter på vej over søen. På det lange jævne stykke finder jeg den perfekte rytme, jeg nærmest svæver af sted. Overvældes igen af skønheden omkring mig. Omkring søen tårner bjergene sig op. Jeg kan skimte en flok hundeslæder i horisonten for foden af sidste Morderbakke.
Jeg når dem, de griner, hepper og ønsker mig god gåtur.
Jeg prøver at forhandle mig frem til at låne to hunde. Men han vil have mine ski til gengæld, og så kan jeg jo ikke bruge hundene. Så jeg kravler op uden hjælp.

Vender mig om og nyder udsigten over søen, som ligger længere og længere under mig. 10 slædehunde med slæde og ejer aser sig op parallelt med sporet. De kæmper og holder samme tempo som mig. Ejeren springer af, svinger pisken og råber dem frem.

Wow, hvordan har jeg kunne være her tre dage uden at opdage skønheden omkring mig? Beslutter at det er den smukkeste dag i mit liv.

Drænet
På toppen venter energidrik og mere chokolade, så er der kun 13 km igen. De føles meget, meget længere. Vablerne gør ondt. Lændemusklerne syrer,og det stikker i begge achillessener. Kan jeg klare de første 147 km, kan jeg vel også klare det sidste stykke?

Beslutter mig, at de to mænd, jeg har liggende i hælene, ikke må nå mig. Snakker med mig selv. -To flag til, så kan du holde drikkepause. -Tre flag, så kan du tage et billede.
Er forvandlet til en søvngænger, skispidserne snegler sig frem foran mig, jeg må da kunne klare de sidste 5 km til målstregen?

Opdager en rød dragt på en klippeblok, der rager op midt i det hvide bjerglandskab, jeg er ikke helt alene. Da jeg løber forbi grønlænderen løfter han armene i vejret og råber "160 KM PÅ TRE DAGE" ud i stilheden.

Lettelsen overvælder mig, skønheden omkring mig, den glade mand, mærker en varm tåre trille. Forsætter med ny energi. Rundt om klippeblokken ligger Sisimiut i det fjerne, og det blå hav bryder den rækken af hvide bjergtoppe.

Sporet fører nedad i stejlesving. Jeg plover ukontrolleret ned, indtil der er frit udsyn, og jeg kan udnytte farten og lade skiene løbe.

Flyvende over målstregen
Passerer skiltet "1 km til mål". Ved fra de sidste par dages skilte før drikkeposterne, at det er længere, end man lige tror. Men jeg kan allerede høre højttalerne fra stadion, så jeg sætter farten op. En radiopost melder min ankomst til stadion, og så lyder det fra målområdet: HELLE BUSSEMAND; HELLE BUSSEMAND NÆRMER SIG MÅL, HELLE BUSSEMAND
(Senere fortæller en anden deltager mig, at et barn ved siden af ham spurgte sin mor, om man virkelig kan hedde det).

Jeg flyver de sidste 300m, mellem jublende mennesker, klappende hænder, over målstregen i sneen. Skal jeg tage armene over hovedet i glædesrus? Nej, jeg er trods alt nr 120, de har set af slagsen i dag. Leder efter ansigter, jeg kender, men finder ingen. Officials omkring mig, varme tæpper, varm energi drik, mere chokolade. "Har du det godt? Er du sikker? Vil du sidde ned? Det var flot klaret! Tag mere at drikke".

Helle Bosselmann i et sjældent stille øjeblik på den lange strabadserende tur. På rygsækken anes svagt hovedsponsor Finn Weidekamps logo fra ISOTOP TEKNIK A/S.

Leder stadig efter ansigter, finder Dorthe min grønlandske værtsmor blandt officials´ omkring mig. Endelig en at dele glæden mig, kaster mig om halsen på hende. "Hællé Hællé, det var flot klaret"

Målområdet flyder sammen, frisk klar luft, bragende musik, jublende mennesker, solskin, børn, acr-løbere, lettelse, glæde, sne og blå himmel.

Sanserne er superskærpede. Jeg har ikke energi til nogen parader, alle indtrykkene går helt ind under huden. Detaljer får kæmpe dimensioner. Sprænges mit hoved mon i forsøg på at rumme det hele?

Sætter mig ned og samler mig, min store rygsæk ligger på Race Office, med mit varme tøj og mine vandrestøvler. Der er lange 500m, men jeg bliver nødt til at hente den nu, for vablerne dunker i skistøvlerne, og jeg må have noget at skifte med, når de har lappet mig sammen i 1. hjælps skuret.
Tomhed?

På kontoret møder jeg Thomas. Jeg har hele tiden forestillet mig, at der ville være en fælles sejrsrus i et knus eller triumfdans. Men han kigger desorienteret på mig, -nå hej, hvordan gik det? Paf?,,,øhm jo fint. Han forklarer, at han synes, det er lidt tomt og en flad fornemmelse,at det hele pludselig er ovre. Det kender jeg jo godt fra andre oplevelser. Men i dag deler jeg ikke fornemmelsen, for i forgårs troede jeg, at jeg aldrig ville nå målstregen.
Tilbage i huset hos vores værtsfamilie kan vi fra stuen følge Dunne, en dansk kvinde, nærme sig mål som sidste deltager. Snescootere og pistemaskiner følger efter hende som optog. Hun løber i mål og afslutter ACR 2002, feststemning i målområdet.

Jeg ville gerne være der, men kan ikke overtale min krop til at kravle i tøjet. Om aftenen er vi et smut på diskoteket som reklamerer med after-skiing. Der er fyldt med trætte, glade deltagere. Diskolys og røgmaskine skaber en fuldstændig kontrast til dagens oplevelser. Drikker min første øl i flere måneder - jeg klarede den, yeaah!. Da vi ligger i sengene, begynder mad fantasierne at køre. Uhm en kæmpe burger, pommes frites byder Thomas. Men jeg synes, jeg overgår ham med lasagne og pizza med tykt smeltet ost.
Det ender med, at jeg må i køkkenet og finde en håndfuld müsli, for at kunne sove.

15.05.2005