Aske Bosselmann Rejsebrev fra Ecuador

Bagsiden

Ecuador 2004

Dannelsesrejse til Ecuador

Aske Bosselmann f. 12/8 1979, fortæller fra sin fire måneders studietur til Ecuador. Dannelsesrejsen. Turen til Ecuador er en del af Askes studie fra Landbohøjskolen. Aske bor på Amager med kæresten Kicki. Kontakt Aske Bosselmann på mail.

af Aske Bosselmann, 25 år

Den 11. august tidligt om morgenen tog jeg afsked med kæreste og familie i Københavns lufthavn. I et halvt år forinden havde jeg forberedt mig på denne tur, skrevet breve til adskillige fonde for at rejse penge til billetten, købt bøger over nettet, så jeg kunne studere under opholdet, og afholdt en mindre afskedsfest for venner og familie. Uden på startbanen ventede et fly til London på mig. Fra London gik turen over Atlanten til Miami, en lufthavn, der altid tilbageholder min bagage, og derfra til Quito, hovedstaden i Ecuador. Ganske rigtigt, så ankom jeg til Quito uden min bagage, så jeg måtte i byen og købe lidt tøj og en tandbørste. Jeg havde hjemmefra købt en ”pakke” med 4 ugers spanskophold i Quito inklusiv kost og logi hos en lokal familie, samt 10 ugers volontørarbejde i regnskoven for Jatun Sacha foundation. Familieopholdet frygtede jeg en smule, da mine tidligere erfaringer med katolske familier ikke er positive. For fem år siden boede jeg sammen med Kicki hos en familie i Guatemala i fire dage, inden vi en tidlig morgen kl. 5.00 flygtede, da moderen ikke kunne affinde sig med vores ureligiøse forhold til religion og kaldte mig for ”diablo”.

Ventetied i Miami lufthavn

De første fem uger opholdte jeg mig i hovedstaden. Officielt bor der 1,4 mio. indbyggere i byen, men det rigtige tal er over 2 mio. Tidligere forstæder til Quito er nu blevet en del af byen og når man kører ud af byen i bus, fortsætter husene op og ned af det ene bjerg efter det andet. Der er en del ulovlige kvarterer, dvs. de er oprettet af folk, der er flyttet til byen og ikke har kunnet finde et sted at bo og derfor har slået fire vægge med et tag op. Mange af disse kvarterer er uden både vand og elektricitet og nogle politikere mener, at sådan skal det fortsætte, ellers er der bare endnu flere, der vil flytte til byen. Jeg tror ikke, at nogen af disse politikere blev valgt ved det sidste valg! Quito bliver nok aldrig en af mine yndlingsbyer, men jeg kan nu godt lide den. Jeg skal bare ikke opholde mig i den for længe af gangen.

Da jeg ankom til Quito på min 25 års fødselsdag blev jeg indlogeret på et hotel lige ved siden af spanskskolen jeg skulle gå på. Her tilbragte jeg de første tre dage med at vænne mig til det nye miljø, de 3800 meters højde og tanken om at tilbringe de næste 3½ måned i et fremmed land med fremmede mennesker og fremmede skikke. Allerede første aften blev det hele mindre fremmed, da jeg blev inviteret til torsdag aftens ”fiesta de comida” på spanskskolen. En fest med mad fra forskellige lande, som skolen afholder hver torsdag. Her mødte jeg hele seks danskere, noget jeg ikke lige havde regnet med. Jeg kom hurtig ind i gruppen af studerende fra diverse lande, hvilket gjorde det hele meget nemmere. På fjerdedagen i Ecuador flyttede jeg ind hos familien Campaña, hvor der i forvejen boede to andre fra samme skole og tiden begyndte at gå stærkt. Familien bestod af en mor, en far og deres datter. Faren arbejder for et tysk farmaceut firma og var aldrig hjemme. De fire uger jeg boede hos dem, så jeg ham tre-fire gange og kun om aftenen. Der var altid et møde i byen sent om aftenen og han vendte aldrig hjem fra dem. Meget mistænksomt. Moren var hjemmegående og selv om hun altid var venlig og prøvede at virke glad, så havde hun, hvad der lignede en husmoderdepression; ingen identitet i sig selv, ingen hobbyer til at fordrive tiden med, ingen venner, andre end sine søskende og hendes ti-årige datter, og øjensynligt ingen affære til at give selvtillid, når nu hendes mand ikke kunne give hende det. Det hele virkede dog alligevel, der var morgenmad og middag hver dag på faste tidspunkter og frokost, når vi bedte om det. Datteren havde under mit ophold hos familien sommerferie og var derfor hjemme hele tiden. Hun går på privatskole et stykke væk fra hjemmet og derfor havde hun ingen venner i nærheden. Hun lavede stort set ikke noget i løbet af dagen og var derfor gad når man kom og ville lege med hende. Selv mine lektier fik jeg hende til at lave to gange, godt nok var der en del fejl i dem, men det gjorde det jo kun mere troværdigt overfor min spansklærer.

En lille del af Quito på billedet til ventre er der ring om kvarteret, hvor jeg boede og på billedet til højre er mit værelse markeret. Uropatruljen er på besøg.

Hver dag var der nye aktiviteter med skolen og om aftenen tog vi gerne i byen, enten bare middag eller en hel aften med dans og fest. Jeg nåede kun at have en enkelt salsa time, hvor læreren forgæves forsøgte at lære mig at bevæge hofterne mere smidigt. Jeg blev lidt bedre og fik da også lært tre grundtrin, meen....jeg foretrækker normal gå-i-byen-musik og –dans, selvom det er mindre kulturelt korrekt. Hver torsdag var jeg dog mere eller mindre tvunget til at afprøve salsatrinene. Efter middagene på skolen, hvor vi bl.a. fik norsk mad tilberedt af en norsk ecuadorianer, gik vi i samlet flok til forskellige salsa’teker i og omkring Gringolandia, turistområdet Mariscal Sucre. Da vi som regel kun var tre eller fire fyrer og gerne 10 kvinder, så havde jeg ikke rigtig noget valg; jeg skulle danse. Der var selvfølgelig altid lokale mænd, der alle danser salsa som den mest naturlige ting, der var interesserede i at danse med ”gringas” og til hvem man trygt kunne overlade sin dansepartner efter en enkelt dans. Herefter var man frit stillet til at stille sig i baren og nyde en billig cuba libre.

En af aktiviteterne, som skolen arrangerede var en tur til ækvatorlinien, både det ”rigtige” sted, hvor et stort tårn står oprejst på det, man tidligere troede, var den ægte ækvatorlinie, men også det rigtige sted, hvor man kan se vandet snurre rundt i begge retninger, alt efter om man står nord eller syd for linien. Det lykkedes mig at balancere et æg på den flade ende af et søm, noget som i følge guiden kun kan lade sig gøre på ækvator. Jeg har dog tænkt mig at prøve eksperimentet, når jeg kommer hjem til Danmark.

Ægget, kan kun balancere på sømmet præcis på ækvator.

Lidt mere kulturelle udflugter blev det også til. Jeg mødte en del turister, der var overraskede over, hvor udviklet Ecuador og Quito egentligt er. Mange har den opfattelse, at Sydamerikanske lande er meget underudviklede og ikke har store bygningsværker eller fine gademiljøer. En enkelt amerikaner blev helt overvældet af den store kirke, La Basilica, og mente, at den var et bevis på, at Ecuador måtte regnes som et 2. verdensland og ikke et 3. verdensland. Dette er jeg fuld enig, men af helt andre grunde. Jeg besøgte La Baslica med en guide fra skolen, samt en elev fra Tyskland, der skal tilbringe et helt år hernede, bl.a. for at arbejde i Quitos kvindefængsel. Opførelsen af kirken begyndte i 1926 og er stadig i gang i dag. Der er nogle, der mener, at færdiggørelsen af kirken medfører Jordens undergang. Jeg deler ikke dette synspunkt, men det er sikkert også lige meget, for den bliver sikkert aldrig færdig. Allerede nu er den ved at falde sammen nogle steder. Vi tog turen op af de mere end 400 trappetrin til ca. 86 meters højde i toppen af et af de tre tårne. Her gik vi ud på en lille afsats og nød udsigten over store dele af hovedstaden samt suset i maven, når vi kiggede ned på de små biler.

Guidens fod på afsatsen og de 86 meter ned.

Under katedralen er der opført et gravkammer, vist nok mere inspireret af ægyptisk kultur end inkaerne eller andre indianer folk. Her kan man som død præsident vælge at få en fin kiste til at nyde uendelighedens otium. Indtil videre har tre præsidenter valgt denne løsning.

Gravkammeret. Kun tre kister bruges i øjeblikket.

Normalt er jeg ikke så meget til malerier. Hvis jeg besøger museer er det som regel med anden kunst, f.eks. gamle skulpturer fra svundne kulturer. Men Guayasamin museet overraskede mig meget positivt. Det består af tre dele, hvor den mest interessante består af malerier malet af Oswaldo Guayasamin (1919-99) selv, heraf navnet på museet. Han er Ecuadors mest kendte maler og det er der gode grunde til. Hans malerier er utrolig farverige og efterlader den besøgende med fantastiske synsindtryk i flere dage. Han har bl.a. lavet en serie af hænder, der udtrykker forskellige sindstilstande og man er ikke i tvivl om hvilke, samt en række malerier inspireret af koncentrations-lejrene under anden verdenskrig.

Guayasamin udtrykkende hænder.

I mine weekender forlod jeg storbyen og tog på ture, enten med skolen eller alene. Min første weekend tilbragte jeg i vulkanbyen Baños, hvor den nærliggende vulkan Tungurahua er på orange alarm, dvs. at den bliver overvåget nøje. Sommetider er det muligt at høre den rumle og når det er klart vejr, kan man se lavastenene rulle ned af bjergsiden. Jeg var dog ikke så heldig at opleve lyden eller synet. Jeg gik en tur op til den nærmeste landsby, Runtun, 900 meter over Baños, hvorfra det er muligt at se vulkanen på en god dag. Desværre var det overskyet, så jeg måtte nøjes med en fantastisk udsigt over Baños. Ellers gik weekenden med at ligge i en hængekøje i løbet af dagen og læse lidt i mine medbragte studierelevante bøger og nyde den gode turistmad på forskellige cafeer. Selvom jeg læste i midt på dagen blev jeg alligevel forstyrret af de mange karaoke barer, men finder overalt i Ecuador. Fra kl. 12.00 begyndte diverse mere eller mindre forfærdelige sangstemmer at blande sig med brummen fra diverse insekter og kolibrier. Hver sang blev afsluttet med skrig fra pigerne og skrål fra drengene. Jeg er sikker på, at de morede sig fyrsteligt, men lige dér foretrak jeg lyden fra kolibriens hurtige vingeslag under dens jagt efter nektar.

Udsigt fra Bella Vistaq over vulkanbyen Banos.

Weekenden efter var jeg med på en tur arrangeret af spanskskolen til Puerto Quito, tre timer i bus med retning nordpå mod Esmeraldas. Vi blev indlogeret i hyggelige junglecabañas med alt hvad der hører til af småkryb og insekter, hvilket ikke alle var lige vilde med. Men det er jo en del af charmen. Vi tubede (lå og flød i store gummislanger) ned af Rio Blanco, hvor solen viste sig at være farligere end de små rapids, som vi stødte på undervejs. Selvom det var overskyet hele dagen, blev vi alle mere eller mindre forbrændt, så om aftenen gik vi på jagt efter aloe vera planten, som indeholder et naturligt after sun middel (hvilket man kan se på de fleste after sun produkter derhjemme). En enkelt gang hjemmelavet chokolade-sovs med banan og jordnødder blev det også til. Udover at samle kakaofrøene og tørre dem i tre dage, gjorde vi resten selv, dvs. ristede dem, pillede frøskallen af, knuste dem og blandede det sammen med smeltet rørsukker. En energibombe af en dessert, og så endda før middag!

Kakaopulveret blandes med kogende rørsukker.

Jeg har altid været fan af vulkaner og fysiske udfordringer, så jeg prøvede selvfølgelig at bestige vulkanen Cotopaxi. Selvom jeg havde været i Quito i tre uger på daværende tidspunkt ramte højderne mig hårdt. Vi ankom lørdag formiddag til en parkeringsplads i ca. 4400 meters højder og gik de sidste 300 højdemeter op til El Refugio, hytten man overnatter i inden opstigningen. Undervejs op kom min puls op på 100 og der blev den lige indtil vi skulle tilbage til Quito dagen efter. I hytten blev vi indlogeret i et dormitorio med en del andre personer, der også ville bestige vulkanen. Efter frokost fik vi vores bjergbestigningsgrej udleveret, dvs. støvler, stigeist (crampons), isøkser, stærke solbriller mm. og gik til en gletsjer, hvor vi øvede os i at gå ned og op ad isen. Efter aftensmaden gik vi i seng og kunne nå at sove i ca. 5 timer, inden vi skulle stå op kl. 0.00. Da isen er hårdest om natten går man fra hytten kl. 1.00. Det var dog ikke meget jeg fik sovet, min puls var stadig høj, maden jeg havde spist tidligere sad fast i halsen og ville ikke ned i maven og jeg var begyndt at blive svimmel. Uha, tænkte jeg, da vi blev vækket kl. 0.00, hvordan skulle det dog går endnu højere oppe på vulkanen. Det viste sig dog, at så snart vi begyndte opstigningen fik jeg det bedre, faktisk fik jeg det bedre og bedre jo højere vi kom op.

Som alle andre var jeg i en gruppe med en guide og én anden ”bjergbestiger”, sidstnævnte en fyr, Franscoise, fra Frankrig, som var ankommet til Ecuador bare tre dage før. Efter at have gået i en time på lavasand ankom vi sammen med de andre grupper til gletsjeren, hvor vi skulle have vores crampons på. Desværre viste det sig at udstyret ikke var i orden, Franscoise knækkede sine da han fastspændte dem til støvlerne, hvilket betød at vi ikke kunne gå på isen. I en time sad vi og ventede på at en gruppe gav op på isen og kom tilbage, så vi kunne låne deres udstyr, men det skete ikke. Så vi vendte tilbage til hytten, hvor vi heldigvis fandt et andet par crampons. På vej ned til hytten kom min højdesyge tilbage og jeg troede, at jeg skulle kaste op. Heldigvis kom vi hurtig af sted igen og med guiden småløbende foran os på anden optur til isen, tog det os kun ½ time at nå gletsjeren, allerede en smule udmattet.

På vej op, sammen med solen.

Vi startede på isen ca. 4 timer efter de andre. Gennem snestormen, som havde været undervejs hele dagen og nu tog ordentligt fat, kunne vi skimte et par lygter længere fremme. Første gruppe havde givet op og var på vej ned. Prustende og med tunge skridt gik vi gruppen i møde og mødte herefter flere andre grupper på vej ned. Efter 2½ time på isen, 1½ time heraf gående sidelæns pga. den stejle stigning, begyndte kræfterne at rende ud. Den dobbelte optur til isen havde taget for mange af vores kræfter allerede inden det blev rigtig hårdt og det mærkede vi nu. Selv vores guide begyndte at kunne mærke det, men ingen af os ville være den første til at give op. Dette macho-opgør løste dog sig selv, da vi spurgte guiden, hvor længe vi endnu skulle gå før vi nåede toppen, i håb om at svaret var ”bare lidt endnu”. Dette var dog ikke tilfældet, der var stadig fire timer derop, fordi vi gik så langsomt, som guiden formulerede det. Franscoise og jeg kiggede på hinanden, satte os ned i sneen og så var den optur opgivet. Vi tog et par billede af det blå islandskab, mens solen stod op i horisonten og begav os derefter langsomt nedad. På trods af vores fire timers forsinkelse nåede vi længere op end de fleste, til ca. 5550 meters højde, 400 højdemeter fra toppen og krateret. Ud af omtrent 30 personer nåede kun 2 personer toppen. Normalt når 60 % op, dvs. på en god dag når næsten alle op, men på en dag som vores med snestorm nåede kun 6 % op. Vi nåede ned til hytten ca. kl. 7.00, hvor vi spiste en smule morgenmad og gik i seng. Jeg nåede lige at lukke øjnene inden de sidste tre måltider omsider opgav at finde vej til min mave og i stedet ville samme vej ud, som de var kommet ind. Herefter fik jeg det faktisk bedre, men min puls var dog stadig høj, mit hoved dunkede, jeg var svimmel og desorienteret, men i det mindste var den akutte kvalme forsvundet. Man skal se det positive i enhver situation!

Aske Bosselmann tager et hvil efter 6 timers op og ned af vulkan Cotopaxi.

Kl. 10.00 gik vi ned til parkeringspladsen, blev samlet op af vores minibus og kørt tilbage til Quito. Så snart vi kom under 4000 meter fik jeg det bedre og da jeg blev sat af foran familiens lejlighed nær ved den store kirke, La basilica, havde jeg det helt fint. Jeg takkede dog nej til en fælles middag med de andre, jeg trængte bare til at slappe af!

Efter fire uger med spanskundervisning på meget forskellige niveauer var det tid til at forlade Quito og starte anden del af eventyret i Ecuador, nemlig volontør arbejdet ved den økologiske station Jatun Sacha i Amazonas regnskoven nær Tena. Inden jeg tog af sted havde jeg dog lige tid til et enkelt døgn i Otavalo, hvor der hver lørdag morgen afholdes et dyremarked. Jeg havde i forvejen hørt en del om dette marked, hvor de stakkels dyr behandles... som dyr... og alle er underernærede og mishandlede. Så jeg blev en smule skuffet, eller rettere positivt overrasket, da jeg kl. 6 om morgenen stod og kiggede på mylderet af mennesker og dyr og ikke kunne genkende det billede jeg fået skabt i mit hoved. Der var godt nok nogle meget tynde heste, men det var også det. Grise, æsler, får, køer og lamaer så fine ud. Grisene skreg og hylede en hel del, men det gør grise jo. Efter en lille time havde jeg set nok dyr og gik tilbage til centrum af byen, hvor et andet marked var ved at gå i gang, nemlig et rigtigt håndværksmarked med alt fra farverige hængekøjer og beklædningsdele til flotte smykker i sten, sølv og træ. Her kunne jeg have købt mig fattig meget hurtigt, ikke fordi det var dyrt, men fordi der var mange interessante ting. En del af disse var selvfølgelig turist-ting, som ikke havde så meget at gøre med traditionel ecuadoriansk brugskunst, men det var værd at kigge på alligevel. Jeg endte med ikke at købe noget som helst, andet end lidt frugt. I stedet lagde jeg planer om at vende tilbage efter at have afslutte mit ophold i regnskoven og har lidt tid til at lege helt almindelig turist.

Dyremarkedet kl. 6.30 i Otavalo.

Søndag morgen tog jeg bussen over bjergkæden øst for Quito og nød udsigten fra min vinduesplads, mens landskabet ændrede sig fra vindomsust og kølig slette i 4500 meters højde til frodig grøn regnskov i 400 meters højde. Efter seks timer, hovedsageligt på bulede, smalle grusveje på stejle skovklædte bjergsider, ankom jeg til Tena, en by med omkring 20.000 indbyggere og en af indgangene til amazonas bassinet. Samtidig er det Ecuadors rafting-hovedstad, da der er flere floder lige i nærheden med klasse 5 rafting. Fra Tena tog jeg en lokal bus videre mod Jatun Sacha økologiske station. Jeg vidste, at der ca. var en times kørsel til stationen, men ikke hvordan den så ud, så da jeg så det første skilt med navnet Jatun Sacha bad jeg chaufføren om at sætte mig af. Her stod jeg så med mine ca. 45 kg bagage, midt på en lille grusvej i regnskoven og troede, at når jeg gik gennem porten foran mig, så ville jeg blive modtaget af personalet og mit volontørophold ville begynde. Det vidste sig dog, at jeg var blevet sat ved Jatun Sachas botaniske have, en kilometer fra stationen. Heldigvis var der enkelt arbejder tilbage i haven, som kunne fortælle mig dette, ellers havde jeg nok bare overnattet i den eneste bygning, der findes der.

Jeg tog min store rygsæk på ryggen, den lille på maven, en sæk med udstyr til at tørre planter oven på hovedet og gik ud af grusvejen. Selvom solen var ved at går ned, blev det meget hurtigt meget varmt. En enkelt bus ignorerede min løftede tommelfinger og bedende ansigtsudtryk og kørte forbi mig. Senere fandt jeg ud af, at de eneste køretøjer, der ikke stopper og samler folk op, er turistminibusserne. De skulle jo nødigt komme til at blande de finere turister med lokale eller volontører! Da jeg var ca. halvvejs passerede jeg en kvæg-farm og på trods af min modstand mod køer i regnskoven, bad jeg en mand om et lift resten af vejen til Jatun Sacha. Jeg var så træt og svedig, at jeg bare ville komme hurtig frem, så jeg tilbød ham 2 dollars, hvilket han selvfølgelig sagde ja til. Siden hen kørte jeg med ham på samme strækning og betalte den rigtige pris, 15 cents.

Solopgang over reservatet en tidlig søndag morgen, udsyn fra et 30 meter højt udkigstårn.

Jeg ankom til det rette sted lige før middagstid, blev hurtigt henvist til min cabaña, fik mig et bad og satte mig til bords sammen med de ca. 15 andre volontører. Til min store overraskelse fik vi pizza! Det var ikke lige det jeg regnede med, inden jeg ankom. Jeg havde fra familien i Quito hørt om flere, der havde forkortet deres ophold i regnskoven gevaldigt, fordi maden og forholdende var så usle. Fra mit rejseselskab i Danmark havde jeg fået et papir, hvorpå der stod at forholdene var simple, man skulle bade i den nærmeste flod, rio Napo, og der var kun lige blevet installeret elektricitet. Så min forestilling var langt fra virkeligheden. Maden var bedre end den jeg fik hos familien og på diverse 1,50 $ almuerzo-restauranter i Quito, bade- og toiletforhold var i top, der var godt nok ikke varmt vand, men det er sjældent man savner det i regnskoven, og der var endda computere med Internet til rådighed. Internettet får stationen gratis fra en optisk fiber, der løber langs med vejen fra den nærmeste olieboring til Tena. Den er lagt ovenpå olierørledningen, der fører olie fra boringen i skoven til et olie raffinaderi et par kilometer fra Tena. Internettet, som er gratis til rådighed for alle småbyer langs vejen, er en måde, hvorpå olieselskabet gør bod på mange års ødelæggelse af regnskoven, en ødelæggelse som fortsætter for uformindsket kraft i dag. Dette på trods af flere hundrede tusinde indfødtes kamp mod olieselskaberne, et kæmpe sagsanlæg mod Texaco på foranledning af 30.000 personer i regionen og mange dødsulykker, lækager med massiv forurening som følge og en sygdomsrate blandt de lokale samfund, der er flere gange højere end i Quito. Endnu et bevis på, at penge og internationale relationer er vigtigere end natur, miljø og indfødte. Olieselskaberne producerer mere end de har lov til, de overskrider hvert år deres kvoter, men den ecuadorianske regering kan ikke stoppe dem. Den har prøvet, men blev bedt om at droppe det af deres nordamerikanske naboer, der truede med at udelukke Ecuador fra den seneste internationale handelsaftale med landbrugsprodukter. Noget Ecuador ikke har råd til. Texaco var samen med Ecuadors Petroecuador de første til at starte boringerne i Amazonas, nu er mange andre selskaber også i gang og flere er interesserede. Der kan og der er blevet skrevet mange bøger om dette emne, så jeg må hellere komme videre med min egen fortælling.

Jeg følte mig hjemme i regnskoven og nød stort set alle aspekter af den, selv regnen når den varede i 24 timer eller de mange insekter, der fløj og kravlede omkring én i løbet af dagen og larmede om natten. Der var dog langt færre myg end jeg havde forestillet mig. Jeg havde købt malariapiller hjemmefra, men blev på Jatun Sacha kontoret i Quito rådet til ikke at tage dem, da der ikke er malaria i denne del af regnskoven, i hvert fald ikke så meget. De mest ubehagelig dyr var myrerne, der findes i utallige størrelser og former. Congaen, den største af dem, skal man holde sig fra. Hvis de bider én, fx på armen, svulmer armen op og lammes i tre-fire timer, hvis man altså får medicin mod bidet. Uden medicin, som laves af en plante, der er at finde næsten overalt i regnskoven, varer lammelsen op til 24 timer! Heldigvis er denne myre en enspænder, så man risikerer ikke at sætte sig i en hel hær af dem. Dette er til gengæld gældende for de fleste andre arter, f.eks. brændmyrerne, der har fået deres navn, fordi deres bid efterlader huden irriteret som efter et mindre brandsår, dog ikke så længe. Med jævne mellemrum var det myrernes tur til at blive jaget. Nogle morgener kom de flyvende i store sværme og samledes i små bunker nær lyse områder, f.eks. på asfalt. Her samlede køkkendamerne dem op, ristede dem og serverede dem som små sideretter til frokost og aftensmad! Jeg smagte dem en enkelt gang, men da jeg ikke bryder mig så meget om smagen af lever, selv når det knaser, så blev det aldrig en vane. De lokale er dog vilde med dem. Andre arter, som vi ofte fandt på de mange skovture vi var på, smager af citron. Citronmyren, som den sjovt nok kaldes, lever i symbiose med flere plante (bl.a. fra Melastomataceae), hvor man kan finde dem i hulrum på stængler og bladstilke. Herfra kan man samle små bunke af dem og nyde den friske smag. De er meget små, så det knaser ikke!

En hel del større insekter og småkryb kunne vi hver aften finde i og omkring vores badeværelse, bl.a. store behårede tarantulaer, hvor en fik omkring 30 baby-tarantulaer, der var meget sødere end deres mor, samt kæmpe natsommerfugle, græshopper og kakerlakker i diverse størrelse, former og farver. Vi havde besøg af en insektmand fra USA, der var ved at skrive en bog om en speciel natsommerfugle-familie og som hver aften satte et insekt fælde op. På en aften med dårlige forhold fangede han flere insekter, både dem han ledte efter og mange andre, i Jatun Sacha end noget andet sted i verden. Senere kom en sommerfugle interesserede amerikaner forbi, og han fortalte det samme. Tidligere havde det mest sommerfugle diverse sted ligget i Brasilien, men det var blevet ødelagt af afskovning og landbrug, så Jatun Sacha ligger nu øverst på listen.

En Tarantula holder øje med badeforholdene under håndvaskene og på billedet til højre en sommerfugl på en palmeblomst.

Arbejdet i skoven var variende. I de første par uger arbejdede jeg sammen med en lokal PhD studerende, der undersøger den naturlige genvækst af skov på tidligere ager- og kvægjord. Vi samlede frø og blade ind fra 152 fælder rundt omkring i reservatet, tørrede og vejede bladene, sorterede frøene fra og talte dem, samt målte størrelse og fandt familierne på træerne omkring fælderne. Lange, varme og svedige dage! Under arbejdet havde jeg haft mulighed for at samle planter til et herbarium, bestående af 100 forskellige plantearter, heraf mindst 40 træer, en af mine egne projekter, som jeg udførte under mit ophold og for hvilke, jeg fik kredit på KVL i København. Jeg indsamlede omkring 100 planter i løbet af tre dage sammen med en skovbrugsstuderende fra Tyskland. Dette arbejde førte mig til herbario nacional, det nationale herbarium i Quito, hvor jeg arbejdede i fire dage med den tyske studerende og den PhD-studerende. Udover at få helt styr på 74 af mine egne planter, fik vi lavet et eksemplar med 120 arter til herbario nacional, som var et krav fra miljøministeriet, da de gav (eller rettere lod os købe) tilladelsen til at udføre indsamlingen af planterne. De resterende 26 planter var enten i for dårlig stand til at blive inkluderet eller var blevet efterladt i Jatun Sacha pga. mug. Det var meget svært at tørre planterne i regnskoven og holde dem tørre. Jeg havde inden min afrejse fra Danmark konstrueret en tørredims med hjælp fra Kicki.

På billedet til venstre ses tørremekanismen under en sort sæk og en T-shirt. Til højre Heliconia psittacorum, Strawberries and Cream. En af panterne i mit herbarium.

Et bord bestående af fire metal stolper og et net med plastik omkring og stearinlys under. Planterne anrettede jeg i en presse, som blev stillet på nettet og dækket med en sort plastikpose. Efter et par dage med varme fra konstant brændende lys, hvilket krævede nye lys sent hver aften og tidligt hver morgen, var planterne tørre.