|
En svedig formiddag i en god sags tjeneste
 |
| Målet
er nået: fv. Per Byder, Zach Brown, Anne Bastiansen,
Bente Riis, Per Frost Henriksen, Flemming Høeg Nilsson,
Esther Jørgensen og Erling Th. Jensen. Hele holdet løb
de 22 km fra Fredensborg til Helsinge og gav faklen videre til
næste hold. |
Syv
løbere fra Fredensborg Atletikklub og Kokkedal Trim bragte
Dansk Røde Kors-faklen fra Fredensborg til Helsinge. ”Danmark
Løber” startede i Viborg den 1. juni og inden afslutningen
den 21. juni har løbet været igennem 123 byer og tilbagelagt
2.340 km, det er det største danske løb nogensinde.
 |
| Hotel
Store Kro: Flemming Høeg Nilsson, årets
halvmarathonløber 2006 og jeg en halv time før
start. |
Klokken
halv otte stod min gode løbekammerat Flemming Høeg
Nilsson og jeg som de første foran Store Kro i Fredensborg.
Varmegraderne nærmede sig allerede de tyve og solen var alene
på himlen. Løberne dukkede op en efter en og Danmark
Løber-karavanen var også klar til 22 kilometers løb
i en god sags tjeneste.
Startskuddet bragede så de sidste syvsovere i byen blev vækket.
Zach Brown forrest på cykel, som vejviser og vi andre syv
i højt humør, småsnakkende og viste det sig
alt for hurtige på fødderne.
Vi blev ført en utrolig flot tur rundt i Nordsjælland
over Nødebo, Gadevang og Kagerup. Danmark ses ikke smukkere
end sådan en solbeskinnet formiddag. Jeg var godt tilpas og
fik en lang snak med Per Byder fra Fredensborg. Tænk en gang
han var årsag til, at Jørgen Olsen skrev Grand Prix
vinderen. Man oplever meget som løber. Per får feltet
til at holde lidt igen. God kammerat.
 |
| Fakkelbærer:
En stor ære at bære faklen noget af vejen |
Der
var tjek på løbet. Ved hver fjerde kilometer fik vi
et lille hvil og alt det kildvand vi ville drikke. Jeg var tørstig
den dag. Midtvejs i løbet bar jeg faklen frem. Lidt stolt
bliver man altså over, at være en del af et så
overvældende løb, der strækker sig over tre uger
og møder 123 byer. Tænker undervejs bare der nu kommer
penge i kassen til Dansk Røde Kors, der netop nu har brug
for penge til deres hjælpearbejde i Zimbabwe, hvor mange børn
er forældreløse. Støt "Barnelandet".
Halvvejs i løbet var jeg godt kogt. Mærkedes som om
det var en af de dage, hvor hjerne, krop og ben ikke helt var på
bølgelængde. Men farten holdt nogenlunde, vi havde
en forudaftalt tid på seks minutter pr. kilometer og det plejer
ikke at være et problem.
Efter de 16 km er der ikke meget tilbage kan jeg mærke. Feltet
tripper noget for at få fart, men puha det er varmt. Jeg holder
mig løbende, men mærker at lægmusklerne kramper
sammen, spørger lidt febrilsk "min" officiel Jan
om noget vand og især hvor langt der er igen. Tanken strejfer
mig, skal du stoppe.
Bente Riis kommer ned og henter mig, hun er årets
halvmaratonløber og en meget habil løber. Fortæller
hende at kramperne lurer i læggene. Prøver at holde
hendes langsomme adstadige tempo og jeg glemmer aldrig hendes velmente,
men noget bestemte kommentar: ”Det hjælper ikke at gå,
det gør alligevel ondt”. Esther Jørgensen har
lagt sig bag mig og fortæller om tidligere anstengelser på
tøserunden!
 |
| Skifte
i Helsinge: Poul Erik Høyer stod klar i Helsinge |
Den
sidste kilometer følges vi alle syv ad. Finder gådaden
og torvet. Bliver mødt af en masse glade mennesker der klapper
os de sidste meter. VM- og OL-guldvinderen i badminton Poul Erik
Høyer står klar til at løbe i spidsen for Helsingeholdet
der skal videre mod Frederiksværk.
Jeg kastede mig over de isafkølede kildevand - egentlig bør
man drikke noget mere lunkent - men der skulle det bare være
koldt. Strækker lidt ud og starter takkerunden til holdet.
Dejligt at de fik mig med hele vejen. Det var en stor oplevelse.
Anstrengelserne giver forhåbentlig noget opmærksomhed
fra os syv løbere fra Fredensborg plus alle de andre rundt
i landet og dermed penge til Dansk Røde Kors.
|
|