Kangerlussuaq: Før starten på Polar Circle Maraton var der højt humør. Nærmest euforisk stemning. BT's løbeekspert Peter Fredberg og jeg foregiver, at vi lige skal ud på en kort spurtdistance. Fredberg gennemførte i øvrigt sit 109. marathonløb i fin stil. Jeg selv var ude på det 29. halvmarathon.

Vi står alle iført hue og vanter i bidende kulde ved startlinjen til BT og Albatros Travels Polar Circle Marathon, der er seks kilometer til indlandsisen. Efter 500 meters løb siger BTs atletikekspert Peter Fredberg til mig: ”Lad være at løbe hele vejen op af fjeldvejen. Gå lidt en gang imellem, det sparer du mange kræfter på,” de vise ord skulle blive afgørende i mit allerhårdeste motionsløb nogensinde. Vi løber i et fantastisk landskab. Første forhindring kommer efter to kilometer. Jeg løber anstrengt opad den meget stejle fjeldvej. Giver snart op og går lidt. Løber lidt. Går lidt. Godt jeg lyttede til Fredberg. Pulsen er meget høj. Tænker hele tiden, hvordan mon det går når jeg møder indlandsisen.

Kulden rammer, vi er tæt på. Flere løber vi sammen, skiftes til at føre. Finde tempo. Efter seks kilometer når vi indlandsisen. Kravler ned af en smal interimistisk trappe og står med mine løbesko med pigsåler på indlandsisen. Jeg føler mig som i en drøm. Der er is så langt øjet rækker og løjpepindene der viser ruten på den grønlandske indlandsis er eneste rettesnor for at finde rundt. Løbslægen Mogens Rishøj spørger mig om jeg har det godt. Jeg fremstammer at det går fint. De næste tre kilometer tager 40 minutter. Et bakket isterræn, med meget nobret is er en kæmpe udfordring. En helmarathonløber falder lige foran mig. Jeg hjælper hende op og sikrer mig at hun er klar. Tænker selv, du må tage den med ro, du har stadig 14 kilometer hjem. Løber og taler med en ungarer om hvor heldige vi er, at kunne løbe et så vidunderligt sted. Det er skræmmende stort.

Kangerlussuaq, Indlandsisen: Det ultimative af løberuten var en rundstrækning på godt tre kilometer på selve indlandsisen. I baggrunden skimtes isbakkerne som der var masser af, der skulle forceres. Foto: Løbslæge Mogens Rishøj.

Efter indlandsisen er den første vandpost. Jeg har aldrig nydt et glas varm solbærsaft så meget som her. Siger farvel til Peter Fredberg, han er hurtig af sted og løber før mig, han er over 60 og sej, faktisk er han på vej til at gennemføre sit 109. marathon. Vi klapper hinanden på skuldrende, her er ingen konkurrence udover den du har med dig selv. Efter den dejlige solbærsaft er det igen den grusede fjeldvej, der kalder. Nu er det heldigvis stejlt nedad, dog med en del overisede vejstykker, men det går rimeligt hurtigt. Ved ti kilometerskiltet foretager jeg en af rigtig mange regnestykker , denne dag, på mit 29. halvmaratonløb. Tiden skal gennemregnes, kan jeg nå i mål under tre timers grænsen. Det ser fint ud, det gælder bare om at holde sig på benene og løbe både nedad og på de flade og så gå opad de stejle bakker.

Jeg overhaler ungareren og en hollænder, de skal også længere, så klart de økonomisere med kræfterne. Ved 15 km er der igen forplejning. Jeg er træt og tager imod en energibar, noget jeg normalt aldrig indtager under løb, men den halve energiting giver sammen med et krus vand ny energi. Utrolig så godt et glas vand kan smage. Jeg mangler seks kilometer og regnestykkerne er stadig gode.

Jeg fortsætter alene fremad, de húrtige helmarathonløbere er forsvundet ude i horisonten, så jeg har kun mig selv og naturen. På vej mod 18 km skiltet siger jeg til mig selv: ”Per du løber bare videre forbi skiltet og frem til 19 km, så kan du gå, men 50 meter efter 18 km skiltet siger benene bare stop. Jeg går lidt. Regner lidt, hvordan går det med tiden. Heldigvis kommer jeg i gang igen og løber. En af de mange officialsbiler kommer op til mig og sygeplejersken spørger om jeg har det godt. Smilende og løbende fortæller jeg, at jeg har det fint.

Lidt efter skimter jeg i det fjerne en af Albatros Travels terrængående biler, det må være min mållinje ved halvmaraton. Trætheden har fået overtaget, der skal kæmpes for hver meter, der skal løbes, følelserne spiller mig et puds ved de 20 kilometer, jeg bliver overvældet af anstrengelsen, af at vide at jeg helt sikkert gennemfører mit første ekstreme adventureløb, der er masser af tid tilbage, jeg kan gå i mål. Pludselig stopper jeg op og står bare og kigger over mod Russell-gletsjeren. Betagende. En tåre triller ned af kinden. Det her er ufatteligt stort, stille og smukt.

Kangerlussuaq: Efter 21,1 kilometers hårde strabadser gjorde det godt med en flot medalje om halsen. Løb med pigsåle på indlandsisen var ubeskriveligt.

Nu skal jeg i mål, beslutter, at jeg vil løbe resten af vejen og det holder. De sidste 20 meter med armene i vejret. Jeg gjorde det. Få sekunder efter har Hans Pilegård fra Albatros Travel hængt en meget flot medalje med ”Polar Circle Marathon” som inskription om halsen på mig. Flere måneders spænding er udløst. Min halvmarathontid for de 21,1 kilometer blev på 2 timer og 47 minutter. Den fortæller egentlig intet om kraftanstrengelsen, den var stor.

Kangerlussuaq: Halvmarathonfeltet i Polar Circle Marathon var på tre. To hollændere og mig.

I det smalle felt rakte indsatsen til en andenplads og det gav en flot præmie, i form af en Moskusokse i miniudgave, der blev overrakt af tidligere formand for Dansk Atletikforbund Thomas Thomsen under gallamiddagen i Roklubben, Kangerlassuaq, hvor middagen netop var moskusokse. Udenfor dansede et scenarie af nordlys henover himlen.

Kangerlussuaq: Lørdag aften efter løbet udspandt, der sig et fantastisk syn på nattehimlen. Nordlyset spillede på alle tangenter.

Taastrupløbets flade fem kilometerrute, som er det løb jeg har løbet flest gange, bliver aldrig det samme efter denne lørdag formiddag øst for Kangerlussuaq, på en grusvej skabt af folkevognsfabrikkerne til at køre testbiler til indlandsisen, hvor de i al hemmelighed testede nye biler. Det var en oplevelse for livet. Det flotteste, mest udfordrende løb jeg nogensinde har oplevet.